Søg
  • Amalie Salbøg Petersen

Vigtigst af alt er, at jeg har det godt

Opdateret: 23. juli 2020

I februar 2019 startede jeg på medicinstudiet i Odense. Studiestarten var fyldt med nye indtryk, mennesker og masser af alkohol. Det var en fed tid, en rus af spænding, energi og glæde. Der var fart på, og det kørte for mig. Jeg har altid været introvert. I gymnasiet havde jeg kun få, men tætte venner. Det havde aldrig generet mig.


Da jeg startede på medicinstudiet, skete der noget. Noget ved mig var forandret. Jeg følte mig udadvendt, imødekommende og charmerende. Hvor jeg førhen overvejede hvert et ord, var jeg nu uden filter. Jeg snakkede med alle. Jeg snakkede meget. Jeg husker tydeligt, hvordan min krop sitrede, jeg blev høj af at være social. Folk kunne lide mig. Der var ikke det, jeg ikke kunne. Jeg drak meget, for meget. Det var vi mange der gjorde, men det var som om, at mine venner havde en stopklods, som jeg selv manglede. Jeg blev mere og mere grænseløs, overmodig. Jeg følte mig usårlig og handlede, før jeg tænkte. Langsomt mistede jeg tilliden til mig selv og min dømmekraft. Jeg mistede kontrollen. Jeg blev bange for mig selv.


Da hverdagen satte ind, og festen var forbi, blev jeg ramt af træthed, ulyst og konstant uro. Jeg havde mange dage, hvor jeg lå i sengen. Jeg havde hverken overskuddet eller lysten til at stå op. Jeg sov 16 timer i døgnet. Jeg havde flere episoder med panikangst. Jeg led af koncentrationsbesvær og havde svært ved at samle mig om studiet. Jeg dumpede mine første eksamener. Kort før eksamen opsøgte jeg min læge. Sammen kom vi frem til, at jeg formentlig led af angst. Jeg fik en henvisning til psykolog og startede i terapi. Da eksamensresultaterne kom, blev det klart for mig, at jeg ikke kunne rumme mit studie. Ihvertfald ikke før jeg fik bedre styr på mig selv og min angst. Jeg blev sygemeldt semesteret ud.


Jeg havde nu en sommer til at få styr på mig selv. Jeg var fast besluttet på, at jeg skulle nå at blive klar til at genoptage mit studie i september. Med sygemeldingen blev mit liv sat på pause. Jeg kunne ikke spilde mit liv på at være syg. Jeg fik besked på, at jeg skulle give mig selv ro. Jeg stod overfor en lang proces, og det ville tage tid at lære mig selv om min angst at kende.


Jeg gav mig selv alt andet en ro. Jeg rejste meget, var næsten ikke hjemme. Fem rejser på otte uger. Når jeg var ude, efterlod jeg mine problemer hjemme - eller det troede jeg ihvertfald. Spørger man min familie, var sandheden en anden. De mindes, hvordan mine udsving og min angst påvirkede vores ferie i Italien. Jeg havde flere dage, hvor jeg lå i sengen. Jeg havde flere dage, hvor jeg sad og græd under et oliventræ i haven. Jeg var modløs og ulykkelig. Jeg vidste ikke hvorfor.



I de få uger jeg var hjemme, arbejde jeg fuldtid. Jeg havde studiejob på et specialplejecenter. Et arbejde jeg var meget glad for. Med min sygemeldning blev det vigtigt for mig at have noget at stå op til. Jeg valgte derfor at fortsætte med at arbejde. Til at starte med arbejdede jeg få timer om ugen. Det fungerede rigtig fint. Jeg følte jeg fik noget ud af mit liv. Da sommerferien startede takkede jeg ja til alle de vagter, jeg kunne få. Når jeg var på arbejde, indtog jeg en professionel rolle. Jeg slap for at mærke mig selv.


I løbet af sommeren mistede jeg kontrollen. Jeg var stresset over arbejde. Jeg var stresset over, at jeg ikke fik det bedre. En ny studiestart ventede lige rundt om hjørnet. Jeg følte mig på ingen måde klar til at starte. Jeg ville bare ikke indrømme det. Jeg havde altid været ekstremt kontrolleret, haft styr på mig selv og mit liv. Lige nu sejlede det hele. 


Jeg begyndte at træne. Mere end normalt. Jeg havde altid trænet af lyst, men nu var min træning tvangspræget. Jeg brugte dagligt fire til fem timer i fitness. Derudover gik jeg som minimum 20 km, og så spillede jeg tennis flere gange om ugen. Min træning gav mig et kick. Jeg blev glad og følte kontrol. Jeg mærkede dog hurtigt, at der var en bagside af medaljen. Træningen udviklede sig til en afhængighed. Jeg måtte have mit daglige kick. Problemet var bare, at jo mere jeg trænede, jo hårdere skulle jeg træne, for at opnå det kick, jeg hungrede så forfærdeligt efter. I desperation fik min træning selvskadende karakter. Jeg trænede, selvom jeg havde ondt. Jeg trænede, indtil det gjorde ondt. Jo mere ondt det gjorde, jo bedre en træning var det. Da træningen ikke længere var nok, flyttede jeg fokus til min kost. Jeg spiste under 1200 kalorier om dagen. Jeg havde et utal af regler for, hvad jeg måtte spise, hvornår jeg måtte spise, og hvordan min mad måtte sammensættes. Jeg spiste alt for lidt og tabte mig meget.



Sidst i august opsøgte jeg igen min læge. Denne gang i bekymring for mit træningsmønster og min kost. Jeg var ramt af ambivalens. Min fornuft sagde mig, at jeg var igang med at ødelægge mig selv. Jeg legede med min fremtid. Noget andet i mig satte spørgsmålstegn ved, om min fremtid overhovedet var noget værd, hvis ikke jeg fik mit kick. Hvad ville der blive af mig, hvis jeg overgav mig og slap kontrollen? Min læge så et tydeligt problem og henviste mig til udredning i psykiatrien. Min læge opererede med diagnosen ortoreksi, en atypisk spiseforstyrrelse. Selv var jeg ikke overbevist om, at mine problematikker var så alvorlige. 


Ventetiden i psykiatrien var lang. Jeg fik en tid til udredning sidst i oktober. I mellemtiden genoptog jeg mit studie. Jeg startede forfra med en ny årgang. Endnu en studiestart. Studiestarten forløb nøjagtig som den foregående. Det kørte for mig, det følte jeg ihvertfald. Jeg var mere udfarende end sidst. Jeg drak mere, jeg snakkede mere, jeg var mere grænseløs. Jeg var 'back on track'. Jeg havde det godt og glemte for en stund alt om min angst. Men festen sluttede også her, denne gang med et brag. Jeg havde været i byen tre dage i streg, drukket alt for meget og overskredet mine egne grænser. Jeg kunne ikke genkende mig selv. Jeg gik ud som et lys, sov 18 timer. Trætheden, ulysten og den konstante uro var tilbage. Det samme var angsten. Jeg var depressiv.


Grundet sygdom blandt personalet blev min tid på psyk udskudt til sidst i november. I perioden frem til min udredning, mærkede jeg udsving af både manisk og depressiv karakter. Jeg trænede mere, spiste mindre. Jeg begyndte at kaste op. Bevidst. Jeg skjulte det godt. Mine venner oplevede mig kun, når jeg var hypomanisk. Jeg isolerede mig, når jeg var depressiv. Jeg havde enkelte veninder, jeg lukkede ind, men selv ikke de fik den hele sandhed. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at vise dem, at jeg var okay. Jeg pressede mig selv til det yderste på studiet. Jeg bestod mine første eksamener. Jeg trænede for det meste i de sene aftentimer. Der kunne jeg gemme mig. Det var ihvertfald min plan. Jeg havde en tidligere god ven, der også trænede. Han spottede mig. Uden at jeg selv behøvede sige noget, så han, at jeg havde det skidt. En dag spurgte han, om jeg var okay. Den dag gik det op for mig, at jeg på ingen måde var okay. Det at udefrastående person spottede mig, som han gjorde, fik mig til at indse, hvor skidt jeg egentlig havde det. Jeg havde behov for professionel hjælp.

 

Da jeg endelig kom til udredning på psyk, blev jeg afvist blankt. Jeg passede ikke ind i psykiatriens kassetænkning. Jeg var simpelthen ikke syg nok til at blive puttet i en kasse. Min verden brød sammen. Jeg var langt om længe nået til en erkendelse af, at jeg havde brug for professionel hjælp. Nu kunne jeg ikke få den hjælp, jeg havde brug for. Jeg var heldig at have en god læge. Han var meget utilfreds med psykiatriens vurdering og skrev en lang klage. Jeg fik en ny udredningstid i februar. Henover julen var jeg depressiv. Mere end nogensinde før. Jeg var stresset over studiet. Jeg sov ikke om natten, og kæmpede for at holde humøret bare en lille smule oppe. Jeg ville ikke ødelægge julen for resten af familien. I dagene efter nytår græd jeg uafbrudt. Jeg kunne ikke længere se en mening med noget som helst. På tredjedagen fik jeg ringet til min mor, og sammen tog vi ud på psykiatrisk skadestue. Der fik jeg en konsultation med en psykiater og nogle piller, jeg kunne sove på. 


Min tur omkring psykiatrisk skadestue blev et vendepunkt i mit forløb. Det lyder som en kliché, men det, at jeg havde været så depressiv og modløs, at jeg ingen mening kunne finde, fik mig til at indse, hvad der virkelig betød noget. Vigtigst af alt var, at jeg havde det godt. Så måtte studie og alt andet komme i anden række. Jeg tog et aktivt valg om at give mig selv ro, jeg ville blanke mine eksamener sidst i januar. Jeg skulle have fokus på mig selv og mit helbred. Det gik rigtig fint det meste af januar, men på dagen op til den sidste eksamen, blev jeg ramt af mani. På en dag formåede jeg at miste min cykel, tømme min konto og drikke mig stangbacardi. Jeg nåede aldrig til den sidste eksamen.  

Ved min udredning i februar 2020 blev jeg diagnosticeret med svær OCD. Det viste sig, at mit træningsmønster og mit ekstreme behov for kontrol af min kost skyldtes min OCD lidelse. Jeg blev opstartet i Sertralin behandling. Jeg fik hurtigt mere overskud, da jeg ikke længere behøvede at bruge energi på at planlægge og strukturere min træning og kost. Idag er min træning næsten ikke tvangspræget, og jeg spiser, hvad jeg har lyst til. Ved udredningen var der mistanke om bipolar affektiv sindslidelse type II. Der var behov for endnu en udredning, og jeg måtte igen vente måneder på en ny tid.


I de følgende måneder mærkede jeg fortsat både maniske og depressive udsving. Sertralinbehandlingen havde positiv indvirkning på min koncentrationsevne, og jeg kunne for første gang samle mig om studiet. Jeg bestod forårets eksamener. Til min udredning i maj var psykiateren ikke i tvivl om, at jeg led af bipolar affektiv sindslidelse type II. Endelig fik jeg min diagnose, endelig kunne puttes i en kasse. Nu var der hjælp at hente, både medicinsk og terapeutisk. 


Idag har jeg været i lithium behandling i en uge. Imorgen skal jeg have taget blodprøver og EKG, så medicinen kan blive reguleret. Virkningen er stadig ukendt. Jeg kan endnu ikke skelne virkning fra bivirkninger. I dag er jeg ikke i tvivl om, at jeg lider af bipolar. Jeg er overbevist om, at jeg oplevede min første hypomaniske episode under min studiestart i februar 2019. Siden da har mit stemningsleje svunget i pendulfart mellem en manisk og depressiv pol. Det har været en lang proces at nå hertil, men nu er jeg her. Jeg har lært utrolig meget om mig selv og om livet generelt. En ting står særlig klart, vigtigst af alt er, at jeg har det godt.

Jeg vil have det godt, og derfor har jeg taget et valg om, at jeg dropper ud af medicinstudiet. Jeg er glad for studiet, og har stadig en lille drøm om at blive læge. Medicinstudiet er et krævende studie. Der er ikke plads til at have meget andet ved siden af. Det har jeg, og lige nu er det min bipolar og mit behandlingsforløb, der er vigtigst. Jeg skal have det godt, og det får jeg ikke, hvis jeg stresser mig selv halvt ihjel i troen om, at jeg kan klare både studiepres og behandlingsforløb samtidig. Det kan jeg ikke. Jeg har søgt ind på sygeplejerskeuddannelsen i stedet og håber, at jeg der kan finde tid, ro og overskud til fordybelse i både studie og mig selv. Jeg er glad og lettet 

226 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Rejsen er lang