Søg
  • Amalie Salbøg Petersen

At svæve mellem poler

Opdateret: 29. juni 2020

I dag er jeg fuld af energi, initiativ og overskud.

I morgen er jeg nedtrykt og energiforladt.


I dag er jeg selvsikker, jeg går på vandet.

I morgen er jeg usikker, fyldt op af skyld og skam.


I dag er jeg udadvendt, venner med alle.

I morgen rummer jeg ikke selv de næreste relationer.


I dag er jeg overlegen, lidt bedre end alle andre.

I morgen er jeg flov og utilstrækkelig.


I dag er jeg overmodig, grænsende til grænseløs.

I morgen er jeg ængstelig og bange, bange for mig selv.


I dag er jeg usårlig, måske endda udødelig?

I morgen er jeg ude af kontakt med mig selv.


I dag er jeg manisk.

I morgen er jeg depressiv.

Mit liv er en rutsjebanetur. Jeg er bipolar.




Mit navn er Amalie, jeg er 21 år gammel og er fornyligt blevet diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse type II. Set udefra er jeg en ganske almindelig pige, der som alle andre på min alder er i gang med at finde min vej i livet. Jeg har altid været målrettet, ambitiøs og fuld af visioner. Jeg har altid haft en plan, vidst hvad jeg ville.

Nu har jeg fået en diagnose, jeg har en psykisk sygdom. Jeg har stadig mine drømme, men mit selvbillede er ændret. Hvem er jeg? Jeg ved, at min adfærd styres af mit stemningsleje, at mit humør svinger i pendulfart mellem to poler. I det ene øjeblik svæver jeg i en rus af mani, i det næste drukner jeg i modløshed. Er jeg min sygdom? Jeg vil gerne have et godt liv. Et liv med kærlighed, familie og karriere. Et liv, hvor jeg føler mig rask. Men vil min sygdom begrænse mig i mine drømme? Kan jeg få det liv, jeg drømmer om?


Forud venter mig en lang proces. Jeg skal lære min sygdom at kende, blive tryg ved den og bruge den til at definere mig selv på ny. Jeg har meget at lære, og det vil tage tid at lære det hele. At leve med en psykisk sygdom er tabubelagt, men jeg har brug for at sige det højt. Min blog er tænkt som et redskab i min egen bearbejdningsproces. Jeg ved, at det hjælper mig at sætte ord på. Jeg ved også, at jeg ikke er alene. Der er mange ligesom mig, og det vil være mig en stor glæde, hvis mine erfaringer kan være andre til hjælp.

Det her er mig, min blog om mit liv - en personlig skildring af et liv med bipolar.

Føl dig fri til at følge med

Mange knus

Amalie

170 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Rejsen er lang