Søg
  • Amalie Salbøg Petersen

Jeg er flaskebarn

Jeg er flaskebarn. Min far er alkoholiker. I dag drikker han ikke, til gengæld er han syg. Jeg er vokset op med svigt, utryghed og brudte løfter. Jeg er blevet svigtet. Svigtet af min far. Jeg har altid skjult det godt. Jeg har aldrig sagt det højt. Det gør jeg nu. Det er grænseoverskridende. Det er angstprovokerende. Men det er vigtigt!

For et års tid siden faldt jeg over instagramprofilen @flaskeboern. En profil, der gennem illustrationer og små tekststykker, beretter om en opvækst med alkoholmisbrug. @flaskeboern blev en øjenåbner for mig. Jeg har altid skammet mig over min opvækst, min far og hans misbrug. Jeg har altid følt mig anderledes og forkert. Jeg har altid følt mig alene. Da jeg faldt over @flaskeboern, kunne jeg med det samme se mig selv i mange af opslagene. Jeg kendte de beskrevne følelser. Jeg havde mærket dem på egen krop. I mange år troede jeg, at kun jeg kendte til disse følelser. At jeg var alene med dem. Jeg er flaskebarn, men jeg er ikke alene. Tal fra sundhedsstyrelsen viser, at godt hver tiende dansker er vokset op i et alkoholiseret hjem. Vi er mange flaskebørn, vi skjuler os bare godt. Jeg har selv skjult mig indtil nu. Jeg har ikke turde andet. Profilen @flaskeboern har vist mig, at vi flaskebørn har en stemme. At det er okay, at vi siger det højt. Fortæller om vores opvækst, vores følelser og de ting, vi har været udsat for. @flaskeboern har givet mig modet til at træde frem fra mit skjul. Jeg vil ikke længere gemme mig. I stedet vil jeg bruge min stemme. Jeg vil fortælle min historie. Jeg vil fortælle om min opvækst, at jeg er vokset op med en alkoholiseret far.

Jeg kom til verden nytårsmorgen 1999. Lille, uskyldig og ganske uvidende herom, blev jeg født ind i en konkurrence. En konkurrence mod flasken, om min fars nærvær. Min far var alkoholiker. Jeg var flaskebarn. Jeg husker ikke meget fra de første år af mit liv. Jeg har fået fortalt, at min far drak meget, og at jeg i meget tidlig alder beskyttede min mor, når min far var fuld, og det eskalerede mellem mine forældre. Mine forældre blev skilt, da jeg var to år gammel. Jeg voksede op hos min mor. I en kernefamilie med tryghed og faste rammer. Jeg havde en tryg base. En base uden alkohol. Jeg boede aldrig hos min far, men jeg var hos ham et par gange om ugen. Flasken var altid en del af vores samvær. Jeg vidste aldrig, hvad jeg kom til. Var det en af de dage, hvor han var fuld, når jeg kom? Ville han blive det, mens jeg var der? Jeg var utryg. Jeg var på vagt. Jeg måtte læse ham, aflæse hans humør. Min far blev ikke glad og sprudlende, når han drak. Han blev fjern, uopmærksom og egocentrisk. Nogle gange direkte ubehagelig. Jeg er ikke i tvivl om, at min far nød vores samvær. At han elskede mig og var glad for den tid, vi havde sammen. Det var bare ikke nok. Der var altid en ting, der var vigtigere. Flasken. Han tog mig med på byens værtshuse. Jeg var med som en usynlig tilskuer. Et barn fanget i en voksenverden. Øllene tog min far fra mig. Jeg kunne intet gøre, kun iagttage. Og vente. Vente på, vi kunne gå hjem. Vente på, jeg kunne få min far igen.

Da jeg var ti år gammel, fik min far en hjerneblødning. Han slap heldigt fra den. Med den rette genoptræning ville han opnå sit normale funktionsniveau. Sådan gik det ikke. Min far valgte flasken fremfor genoptræningen. Han blev meget hurtigt meget dårlig. Han kunne ikke længere varetage gængse hverdagsopgaver. Han frasagde sig alt udefrakommende hjælp. Jeg overtog flere og flere opgaver, mere ansvar. Jeg handlede for ham, gjorde rent, gik i banken og lavede mad. Jeg følte et ekstremt ansvar. Min fars sygdom havde skabt en angst hos mig. Jeg var angst for at miste ham. Jeg følte, at min fars liv lå i mine hænder. Det var mit ansvar at holde liv i ham. Så længe jeg passede godt nok på ham, ville han ikke dø fra mig. Jeg ville gøre alt for ham. Også selvom jeg måtte ligge under for hans misbrug imens. Sygdommen ændrede nemlig ikke på min fars alkoholvaner. I de første mange år, drak han, som havde han ikke været syg. Alkoholen gjorde ham akkurat lige så fjern, uopmærksom og egocentrisk, som tidligere. Den eneste forskel var, at han nu var ude af stand til at tage vare på sig selv. Han havde brug for mig. Min far blev hurtigt meget gammel. Jeg blev hurtigt meget voksen. Rollerne blev byttet om.

I de efterfølgende år passede jeg min far. Det var mig der så ham, mig der oplevede hans forfald. Hans liv lå i mine hænder. Det var min opgave at holde liv i ham. Årene gik. Min far blev dårligere. Til sidst så dårlig, at selv ikke jeg magtede at tage ansvaret for ham. Jeg følte mig afmægtig. Jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg levede mit liv i kapløb mod tiden, mod min fars forfald. Jeg havde ingen chance for at vinde. Jeg var udtrættet. Jeg kunne ikke mere, men jeg kunne ikke give op. Jeg var på randen til sammenbrud, men jeg måtte blive ved. Hvis ikke, ville jeg være skyld i min fars død. Jeg var modløs, deprimeret og selvbebrejdende. Jeg hadede mig selv. Jeg hadede mit liv. Jeg var 18 år. Jeg blev snart student. Forude ventede et nyt kapitel, voksenlivet og alle dets udfordringer. Jeg havde længe drømt om at rejse langt væk. At efterlade alt ansvar og alle forpligtelser hjemme. At rejse rundt uden bekymring for andre end mig selv. Der var dog langt fra drøm til virkelighed. Jeg kunne ikke rejse fra min far. Jeg kunne ikke svigte ham. Min fars liv vægtede højest. Mit eget liv måtte vente. Eller det troede jeg… Få uger inden jeg fik min hue på hovedet, skete der noget. Et mirakel. Min far blev tildelt en plejebolig. Jeg fik min frihed. En årelang byrde blev taget fra mine skuldre. Jeg kunne ånde lettet op. Jeg kunne trække vejret. Plejepersonalet overtog hurtigt alle opgaver, det fulde ansvar. Min far fik det bedre, end han havde haft det længe. Med tiden så godt, at han stoppede med at drikke. Det styrkede hans helbred. Det styrkede vores relation. Med ro i maven tog jeg afsted på mit livs rejse.

I dag er det godt tre år siden, at jeg fik min frihed. At jeg blev fri af mit ansvar og kunne tage hul på mit voksenliv. I dag lever jeg et liv uden store bekymringer for min far. Jeg ved, at han er i gode hænder. Jeg har accepteret, at jeg hverken kan gøre til eller fra. Ikke sagt at jeg i dag ikke er mærket af min opvækst. Det er jeg. Det først nu her som voksen, jeg føler, at jeg betaler prisen for min opvækst. For min fars misbrug. Jeg lever i dag med en lang række senfølger. Senfølger der påvirker mit liv, mine relationer og mit selvbillede.

Jeg er ekstremt perfektionistisk og har et enormt behov for kontrol. Med opfattelsen af min fars liv i mine hænder, har der ikke været plads til at fejle. Jeg har stået med et urimelig stort ansvar. Et ansvar ingen børn bør stå med. Gennem hele min opvækst, har jeg skullet præstere over evne. Jeg har skullet agere voksen, selvom jeg har været barn. Det har ført til, at jeg er ekstremt selvkritisk. At jeg har urimelig høje forventninger til mig selv. Jeg skal have kontrol, jeg skal have styr på mit liv, og så skal jeg i øvrigt vise verden, at jeg er mere end min opvækst. Mit ekstreme behov for kontrol har ledt til, at jeg har udviklet behandlingskrævende OCD. Jeg har et enormt behov for at have styr på alt omkring mig. Alt i min lejlighed har sin plads, alt ligger snorlige. Mine dage er skemalagte, og jeg planlægger gerne en uge frem. I perioder med indre kaos, overfører jeg kontrollen til noget håndgribeligt. Typisk til min træning og kost. Det har ledt til, at jeg i perioder kæmper med træningsafhængighed og en atypisk spiseforstyrrelse. De som kender mig ved, at jeg har en overdreven forståelse overfor andre. Jeg mestrer at undertrykke mine egne følelser og behov og sætter helst andre over mig selv. Mine veninder siger, at jeg er mester i at retfærdiggøre andres handlinger. Specielt når det er dem, der behandler mig dårligt. Jeg føler skyld, når jeg forsvarer mig selv. Jeg er dårlig til at sige fra. Jeg har svært ved at definere min egen grænse. Alt for ofte fastholdes jeg i relationer, der er usunde for mig. Relationer hvori jeg finder mig i for meget. Relationer hvori mine grænser bliver overskredet. Jeg har et overudviklet omsorgsgen. Hele mit liv har jeg haft nogen, jeg skulle passe på. Først min mor, senere min far. Jeg er enormt opmærksom på folk omkring mig, og jeg søger ubevidst relationer, hvor jeg kan drage omsorg. Selv er jeg elendig til at tage imod omsorg fra andre. Jeg bryder mig ikke om, at andre bekymrer sig for mig. Jeg vil ikke være til besvær. Jeg skal nok klare mig, det har jeg altid gjort.

Selvom jeg fortsat mærker til senfølger, er jeg kommet rigtig langt. Jeg har i de sidste år gennemgået en proces, hvor jeg har fået bearbejdet store dele af min opvækst. Jeg har haft en fantastisk psykolog, der har givet mig værktøjerne til at forstå mig selv. Jeg har lært mine udfordringer at kende. Jeg forstår, hvorfor de er der. Jeg har lært at acceptere min opvækst. Jeg har lært at tilgive min far. Jeg kender mine mønstre. Jeg har lært at spotte dem. Jeg har fået en masse redskaber til, hvordan jeg håndterer min angst og min OCD. Vigtigst af alt har jeg lært, at intet i min opvækst er min skyld. Jeg har handlet, følt og tænkt som jeg har, fordi jeg ikke har haft andre muligheder. Jeg har været et barn. Et barn fanget i et spind af alkohol, sygdom og angst. Jeg har stået i nogle urimelige situationer. Jeg har haft et alt for stort ansvar. Jeg har handlet i min bedste tro. I ønsket om, at alle omkring mig, skulle have det godt. Jeg har nogle ting med i min bagage. Ting der påvirker mig, min adfærd og mit tankemønster. Ting, der på godt og ondt, gør mig, til den jeg er. Jeg er heldig. Jeg kunne have haft det meget værre, end jeg har det. Jeg er vokset op hos min mor og papfar. I et hjem med tryghed, nærvær og stabilitet. I et hjem uden alkohol. Selvom jeg ofte har følt mig alene om ansvaret for min far, har min mor og papfar altid været der. De har trøstet mig, når jeg har været ked af det. De har beroliget mig, når jeg har været ængstelig, og de har taget over, når jeg har haft det allerværst. De har ydet en kæmpe indsats. En indsats langt større end hvad man kan forvente af en ekskone og hendes nye mand. De har hjulpet mig. De har hjulpet min far. De har gjort en kæmpe forskel. De har været en uundværlig støtte. Uden dem, var jeg ikke kommet så langt, som jeg er i dag.

Jeg er flaskebarn. Min far er alkoholiker. Jeg plejede at skamme mig. Det gør jeg ikke længere. Det her er min historie, om min opvækst.

352 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Rejsen er lang