Søg
  • Amalie Salbøg Petersen

Rejsen er lang

Det er godt og vel et halvt år siden, at jeg sidst har postet her på bloggen. Præcis hvorfor ved jeg ikke, men jeg har nok mest af alt haft brug for tid og ro til fordybelse i mig selv.



Mit liv har på ingen måde stået stille. Der er sket utrolig meget. Jeg er nu velmedicineret, og hvad man i psykiatrien definerer som stemningsstabil. Jeg har været igennem et lærerrigt gruppeforløb i Lokalpsykiatrien, og har herigennem fået indsigt i, viden om og redskaber til at forstå og håndtere min bipolar. Nøj, hvor har det været både befriende og givende at snakke med nogen, der på egen krop og i eget sind har prøvet, hvad det vil sige at svæve mellem poler. At man en dag kan danse i maniens rus, for dagen efter at finde sig selv på randen til selvmord. Livet med en psykisk lidelse byder på mange eksistentielle og kontroversielle refleksioner og spørgsmål. Impulsivitet, selvskade og selvmord er blot eksempler på nogle af de mange tabubelagte emner, der er svære at bringe op ude i ’den virkelige verden’. Gruppens åbenhed, med rum til at dele, lytte og reflektere, har sammen med den gensidige forståelse og en god portion humor, givet mig følelsen af, at jeg ikke er alene. Som en fra gruppen så fint afrundede med at sige...



På trods af corona og online undervisning er jeg kommet godt i gang med sygeplejerskeuddannelsen. Her godt to måneder inde i studiet er jeg allerede blevet bekræftet i, at sygeplejefaget er langt mere mig end lægefaget. Jeg føler endelig, jeg har fundet min plads, og det har givet ro. Ikke nok med et godt studie, har jeg også fået den dejligste kæreste. Vi mødtes i sommers og har været sammen lige siden. Så ja, alt i alt går det jo meget godt. Jeg har sådan rimelig styr på livet. Så meget, at jeg efterhånden tør drømme om fremtiden igen.


For et halvt år siden var det den evige rutsjebanetur mellem vilde hypomanier og mørke depressioner, der udgjorde mit sygdomsbillede. Da jeg fik diagnosen og opstartede medicinering var det med ét formål, jeg vil være rask. Jeg så det hele som en proces, en proces med ét endegyldigt mål. Min helbredelse. Jeg havde en klar idé om, at jeg, med den rette medicin og kognitive terapi, ville være i stand til at få svingningerne til at forsvinde. Hele mit sygdomsbillede var baseret på mine stemningsudsving. Ved at bekæmpe disse, ville jeg kunne fjerne sygdommen helt og blive rask. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om, at det ville kræve hårdt arbejde. Jeg knoklede for det, arbejdede med mig selv og tog imod alt den hjælp, jeg kunne få.



Nu er der gået et halvt år. Jeg er velmedicineret. Rutsjebanen er mindre vild, mine udsving mindre. Jeg har arbejdet med mig selv. Jeg har det godt, men jeg er ikke rask. Hvor det før var stemningsudsvingene, der udgjorde mit sygdomsbillede, er det i dag senfølger, dårlig samvittighed og spørgsmål om identitet, der fylder. At leve med en psykisk lidelse er langt mere end blot symptomer. Symptomerne kan ofte fjernes, heldigvis for det. Men bag hvert symptom findes et menneske. Et menneske med følelser, tanker og bevidsthed. Når symptomerne er fjernet, står mennesket tilbage. Nu uden symptomer, men med en bagage fyldt med traumer, sorg og et ændret identitetsbillede.


Det er ingen hemmelighed at et massivt alkoholindtag, uforpligtende sex og giftige relationer var en stor del af min hypomaniske tilværelse. Min impulsive adfærd har egentlig aldrig påvirket mig, men efter at have mødt min søde kæreste, er det blevet tydeligt, at nogle episoder og relationer har sat dybe spor. Spor så dybe, at jeg i dag kæmper med post traumatisk stress. Jeg har stadig dage, hvor jeg er indbegrebet af dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over, hvad jeg har udsat mig selv for. Dårlig samvittighed over de mange impulsive handlinger, selvdestruktive tanker og det skadelige selvhad, der dominerede min adfærd. Jeg har grædt mange tårer. Tænk, at jeg kunne behandle mig selv så dårligt, med så lidt respekt. Tænk, at jeg havde det så dårligt, at jeg gjorde skade på mig selv. Tænk, at jeg har var så langt ude, at jeg overvejede at give op. At lukke øjnene og aldrig åbne dem igen. Jeg har dårlig samvittighed overfor mine nære, specielt min familie. Jeg er ked af alle de bekymringer og alt den sorg, jeg har forvoldt dem. Jeg har dyb respekt for, at de har holdt ud. At de har støttet mig hele vejen og at stadig står ved min side idag. Af hjertet tak til jer!


Jeg har indset, at livet med bipolar affektiv sindslidelse er alt andet end en proces med et endegyldigt mål, der kan nås. Man bliver ikke rask. Jeg er syg og vil altid være det. Det har været svært at acceptere, at det er sådan, tingene forholder sig. At være bipolar skal åbenbart være en del af min identitet, om jeg vil det eller ej. Lige nu er jeg så heldig at have så meget ro og stabilitet i tilværelse, at jeg har overskud til at arbejde med mig selv. Bearbejde mine traumer, lære mig selv at kende igen og stille og roligt genfinde og forme min identitet på ny.


At leve med bipolar affektiv sindslidelse er en livslang rejse. En rejse der ikke kan kortlægges på forhånd. Jeg befinder mig selv på denne rejse. Lige nu på en destination, der byder på stabilitet og ro. Jeg kæmper fortsat, og ikke alle dage er lige nemme. Jeg tror blot, at jeg har redefineret, hvad det vil sige at have det godt. At definitionen af lykke er foranderlig, at den forandrer sig i dur med min personlige udvikling. Jeg har fundet glæde, jeg har fundet tryghed og jeg har fundet ro. Alligevel er jeg fortvivlet, sommetider angst. Angst for at rejsen går videre. At jeg rives væk fra alt det gode, fra min lykke nu og her. Det er uvist, hvad næste destination bringer. Om min lykke vil følge med. Det sidste halve år har hjulpet mig på vej. Jeg er blevet rustet til min rejse, fået hjælp til at pakke min kuffert. Jeg har lært, at jeg med den rigtige medicin, gode relationer og en god portion egenomsorg i kufferten, er bedst muligt rustet til de destinationer, der nu end må byde sig i fremtiden.



216 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle